Rebild 8 timers trail – Hvad er nu det for noget extremt halløj?

Det er slet ikke så farligt som det lyder, og er mest af alt en hyggelig dag i fantastiske omgivelser. 

Konceptet er ret enkelt. Løb så mange omgange man kan i løbet af 8 timer på en 6,2 km rute med 225 højdemeter. Man kan deltage solo eller på hold af 2, 3 eller 4 personer. Man bestemmer selv rækkefølgen på holdet og hvor mange omgange man vil løbe. Antallet af færdiggjorte omgange når de 8 timer af gået tæller som resultat i den sidste ende når alt gøres op. 

I 2019 udgaven deltog jeg sammen med en kammerat, og Anders B og Ole P fra Viborg Ok, som begge var kommet med på et afbud. Jeg havde sat barren højt og rettet målet mod 12 omgange for vores hold. Det er et snit på 40 min. per runde, og med udsigt til blå himmel og 25 grader, så skulle der kæmpes godt i bakkerne. Vi nåede målet og klarede de 12 omgange på 7 timer, 57 minutter og 15 sekunder, men der var spænding til det sidste, og Ole blev heppet godt på vej med ca. 1 km tilbage og igen i opløbet (som vitterligt er et opløb 🙂 ). Så som hold nåede vi ca. 75 km og 2.700 højdemeter.

Vi havde til dagens anledning medbragt et af vores klubtelte, så vi havde et sted at søge skygge når vi ikke var på ruten. Samme sted blev der tanket rigeligt med vand, og der er vel blever drukket omkring 10-12 liter vand i dagens løb. Da løbet tager hensyn til vores alle sammens natur, skal man selv medbrige kop til væske – både på ruten og i mål, som forøvrigt har et fantastisk depot – spækket med energidrik, vand, chips, bananer, æbler, vingummi og om eftermiddagen kage. Der er i dagens løb mulighed for gratis massage af de ømme muskler, og i år var der 3 massører tilstede på pladsen.

Vi havde hver især lidt mad med til at fylde på med undervejs, og Stefan havde sørget for energigeler / energibarer, og sågar en rigtig god pastasalat, som vi spiste efter strabadserne. Den blev skyllet ned med et glas champagne og en kold øl – det smagte fantastisk på det tidspunkt :-). Vi startede ud fra Viborg kl. 8 lørdag morgen, og var hjemme igen til kl. 20 om aftenen, så det var en lang dag i bakkerne. Men det er jo ikke så meget anderledes end et o-stævne i den anden ende af landet. 

Der er allerede nu åbnet for tilmelding til 2020 udgaven som finder sted lørdag den 27 juni. Stefan og jeg stiller med et 4 personers hold igen, og det kunne være fedt hvis vi kunne samle nogle flere hold fra klubben – eller med andre man kan forestille sig har lyst til at deltage. Det skal ikke være med konkurrence for øje, men en hyggelig dag i flotte omgivelser, hvor folk er gode til at tage hensyn og stemningen er i top. Samtidig er det pænt god bakketræning man kommer hjem med, også selvom man skulle nøjes med kun 1 omgang på turen.

Er du interesseret i at høre mere, så tage endelige fat i mig, eller find begivenheden på facebook.

Herunder følger en kort film fra årets arrangement.

https://www.facebook.com/RunnersDK/videos/870358873331224/UzpfSTU0Nzg4MjQ4NzoxMDE1NzI2NjAzMTkwMjQ4OA/

En bakket trail hilsen

Jakob

Læs Mere

Svaret er, at det er svært. Derfor undersøgte vi også løbskalenderen for o-løb, da vi skulle på familiebesøg i Berlin i den første weekend i maj 2019. Vi har gjort det før, og vi gør det nok igen. Det at løbe orienteringsløb i udlandet adskiller sig ikke meget fra o-løb i Danmark. Det viste sig, at der var Berlinmesterskab i sprint i Oranienburg lørdag den 4. maj 2019.

Det er en anden måde at være turister på. Man kommer ud i områder af byerne, som vi nok ikke var kommet, hvis ikke lige der havde været et orienteringsløb. Løbet foregik i en forstad til Berlin – Oranienburg. Togplanerne blev studeret og sammenlignet. Første start var kl. 10.02. Først tog vi med sporvognen, og herefter regionaltoget. I Oranienburg skulle vi gå ca. 1,5 km til en sportshal, der lå lige op ad slottet og slotsparken. På vejen skulle vi krydse floden Havel og så en lille slotshavn. Et rigtig fint sted. Stævnepladsen var inde i sportshallen – Heldigvis, for det var hundekoldt udenfor. I hallen havde de både stævnekontor og en lille kiosk (som vi kender det i Danmark). Der var 2 løb med henholdsvis 1.200 m og 700 m til start. Første løb foregik i et parklignende område med beboelsesejendomme, legepladser og parkeringspladser og sidst på turen rundt om slottet og med opløb langs sportspladsen.

Andet løb begyndte kl. 14 og foregik i slotsparken, som jo ellers var lukket af med et højt hegn. Der var adgang til parken for alle, hvis man betalte entré. Turen til start gik rundt om parken igennem et beboelsesområde og nogle kolonihaver. Starttrekanten stod i en åben låge, som kun var låst op for løbere. Et fint lille løb som gik på kryds og tværs i slotsparken. Først i et område med små områder med “hvid skov” og sidst på løbet i den fine del af haven, med små labyrinter, haver og drivhuse. En rigtig fin sprint, hvor det bare handlede om at løbe hurtig, hvilket jo ikke er min stærkeste side. Der var elektronisk resultatformidling i sportshallen, så vi kunne jo følge med i resultatet hele tiden. En placering som nr. 7 ud af 14 var ok for mit vedkommende. Jeg fik alle posterne i modsætning til de andre 2 danskere, der deltog (Stig var den ene).

Herefter gik turen tilbage til Berlins centrum, hvor vi fortsatte med at lege turister sammen med vores unge mennesker. De kunne vise os de små spisesteder, som man ikke lige finder som turist. Bl.a. spiste vi i et gammelt hus, som blev brugt som dansested. Dvs. at der var danseundervisning mens vi spiste vores aftensmad. Inden vi gik derfra, var stedet fyldt med festklædte mennesker, der skulle til bal.

Det kan klart anbefales at finde sprintløb, når de kommer rundt i verden.

Løb i udlandet kan findes mange forskellige steder. F.eks. http://cal.worldofo.com/ , hvor store stævner ofte kan findes. Et mindre sprintløb i Berlin findes via landets orienteringsforbund. Google kan finde det for dig.

Viborg Orienteringsklub deltog med 11 af klubbens medlemmer og det blev en rigtig fin melajehøst. 4 medaljer. 2 af guld og 2 af bronze.

Stævnet var arrangeret af OK Gorm og blev gennemført i Grindsted bymidte. Stævnepladsen var på byens gymnasium. Se billder fra stævnet nederst på siden. Kig på O-Track, hvis du vil se banerne og løbernes vejvalg.

Viborg OK

Tid

Tid efter vinder i klassen

D55             10.        Helle Nikkel

17:37

+3:35

D60             5.           Grethe Anæus

13:40

+1:18

D60             12.        Birgitte Bach

17:53

+5:31

D65             1.           Pia Gade

15:48

 

H35             4.          Anders Byrdal

15:19

+1:40

H60             1.            Jess Rasmussen

13:23

 

H60             14.          Svend Erik Skovsgaard

20:38

+7:15

H65             3.          Stig Barrett

14:29

+0:45

H65             5.          Keld Gade

15:30

+1:46

H70             3.           Søren Elkjær

12:19

+1:02

H70             10.          Steen Frandsen

13:22

+2:05

I weekenden den 26. – 27. august var vi 11 løbere fra VO Göteborg for at deltage i et internationalt O-stævne arrangeret af Majornas IK.

Deltagerne var Claus, Thomas, Henrik, Lars, Anders, Kristian, Jens Jørgen, Ib, Preben, Sven-Gerner og undertegnede. Der var mange spændende ting i den tur, og jeg skal prøve at nævne nogle få af dem.

Sejlturen med de ellers så godmodige Sessan-både forløb lidt anderledes, end de fleste af os havde forestillet sig.
Der var ingen bekymringer, mens vi stod i dugfriske Frederikshavn i solskin og blid nordlig brise. Vi startede overmodigt med det store, svenske morgenkaffe-bord, hvor Claus efter sigende klarede 6 belagte rundstykker og 4 almindelige rundtommer med syltetøj.

En halv time senere havde han og en del af os andre afleveret det hele til Sessan-linjen igen. Ingen vidste præcist hvorfor, men Kattegat var simpelthen i oprør, sådan at porcelænet raslede ned fra borde og hylder med den velkendte lyd.
De næste to timer husker jeg ikke så forfærdelig meget af, udover, at jeg sad på min flade og stirrede urokkeligt på Anholt, d.v.s. den mindst synlige plet på det danmarkskort, som hang på væggen overfor mig. Mine indre forbundne kar stod i helt forkert balance. Ved siden af mig sad en herre – kridhvid i ansigtet – og stirrede lige så urokkeligt på Læsø. Han fortalte nogle ubehagelige historier om et toiletbesøg, han havde haft fornyelig, hvor skibs kloakken, i gulvet, blev ved med at sende skvulpende portioner op om benene på ham. Ulækkert, ulækkert. Han mumlede noget om, at han var formand for en o-klub i Midtjylland og skulle til Göteborg og løbe o-løb, – men hvad angik det overhovedet mig? Jeg interesserede mig kun for Anholt lige der foran.

Nå, vi overlevede. Og vores modtagelse i Sverige var fornem: På kajen stod Åge Pedersen og hans søn og bød os velkommen. De var hele weekenden nogle meget flinke værter for os. Bl.a. havde sønnen lavet træningsløb til os, og Åge Pedersen havde sørget for indkvartering i Majornas hytte.

Hytten var et kapitel for sig. Den lå midt i en hyttekoloni i Göteborgs udkant i et helt imponerende træningsområde med kondibaner, skov terræn og lysløjper. Området var stillet til rådighed af Göteborg kommune, og samtlige større idrætsklubber i byen havde hver sin hytte med bad og sauna etc. Udgifterne bestod i ikke ret meget andet end arbejdskraften ved opførelse af hytterne. Der var noget for Viborg kommunes kulturudvalg at kigge på.

Selve Løbet: Efter sigende ca. 2.000 deltagere, heraf 15 jyder. Dannebrog var hejst til ære for os. Så vidt jeg ved, gennemførte vi alle vore løb inden for max. -tiden. Men vores placeringer lå i den skyggefulde halvdel, hvilket vist ikke kom bag på mange af os.

Det er simpelt hen sværere terræn end vort hjemlige. For mig selv var det første gang i Sverige, så jeg tog det roligt. Man må orientere efter andre principper end herhjemme. Først og fremmest fordi stier er en sjældenhed, men også fordi der ikke er tætheder på de svenske kort. Jeg valgte f.eks. et sted at følge en bæk ca. 400 m. Det viste sig at være en ren jungle af tæthed 3. Så står man der uden mulighed for at se på kortet, hvor der er størst chance for at slippe ud af junglen igen.

I stedet for må man affinde sig med at benytte kurver samt bevoksede moser som de vigtigste holdepunkter. De fleste moser skiller sig ret skarpt ud fra omgivelserne (og hvis man ikke får øje på dem, så føler man dem).

Det var svær orientering for mig. Jeg tabte tråden to gange og måtte spørge forbipasserende, om jeg stadig var i Sverige. Men dejligt terræn var det og orienteringsmæssigt en eksamen.

Majornas IK fortjener ros for et udmærket arrangement. 2.000 løbere i skoven forudsætter en hel del arbejde mener jeg at huske fra i sommer. Det hele forløb perfekt. En enkelt ting, jeg fandt påfaldende, var det tilsyneladende gode samarbejde med jægerne deroppe: Før stævnet søndag morgen havde 25 jægere gennemgået skoven og drevet vildtet ind i naboområderne for at forebygge “vildt-stress”. Der var fred og fordragelig stemning. (At det alligevel lykkedes Sven-Gerner at opstøve en elgtyr og jage den til Finland, må vi gå ud fra, at de bærer over med derovre).

Hjemturen forløb uden problemer eller søsyge. En fin tur med fælles oksefilet på skibet.

Tak til Åge Pedersen og Majornas for exemplarisk modtagelse. Muligheden for at låne hytten til en skitur blev ikke afvist af Åge P.

Og tak til Jens Jørgen for initiativ og arrangement.

Søren Elkjær.