Løse tanker om banelæggerens job – efter Ulbjerg maj 2019, – divisions match.
Ved Søren Elkjær.

I weekenden den 26. – 27. august var vi 11 løbere fra VO Göteborg for at deltage i et internationalt O-stævne arrangeret af Majornas IK.

Deltagerne var Claus, Thomas, Henrik, Lars, Anders, Kristian, Jens Jørgen, Ib, Preben, Sven-Gerner og undertegnede. Der var mange spændende ting i den tur, og jeg skal prøve at nævne nogle få af dem.

Sejlturen med de ellers så godmodige Sessan-både forløb lidt anderledes, end de fleste af os havde forestillet sig.
Der var ingen bekymringer, mens vi stod i dugfriske Frederikshavn i solskin og blid nordlig brise. Vi startede overmodigt med det store, svenske morgenkaffe-bord, hvor Claus efter sigende klarede 6 belagte rundstykker og 4 almindelige rundtommer med syltetøj.

En halv time senere havde han og en del af os andre afleveret det hele til Sessan-linjen igen. Ingen vidste præcist hvorfor, men Kattegat var simpelthen i oprør, sådan at porcelænet raslede ned fra borde og hylder med den velkendte lyd.
De næste to timer husker jeg ikke så forfærdelig meget af, udover, at jeg sad på min flade og stirrede urokkeligt på Anholt, d.v.s. den mindst synlige plet på det danmarkskort, som hang på væggen overfor mig. Mine indre forbundne kar stod i helt forkert balance. Ved siden af mig sad en herre – kridhvid i ansigtet – og stirrede lige så urokkeligt på Læsø. Han fortalte nogle ubehagelige historier om et toiletbesøg, han havde haft fornyelig, hvor skibs kloakken, i gulvet, blev ved med at sende skvulpende portioner op om benene på ham. Ulækkert, ulækkert. Han mumlede noget om, at han var formand for en o-klub i Midtjylland og skulle til Göteborg og løbe o-løb, – men hvad angik det overhovedet mig? Jeg interesserede mig kun for Anholt lige der foran.

Nå, vi overlevede. Og vores modtagelse i Sverige var fornem: På kajen stod Åge Pedersen og hans søn og bød os velkommen. De var hele weekenden nogle meget flinke værter for os. Bl.a. havde sønnen lavet træningsløb til os, og Åge Pedersen havde sørget for indkvartering i Majornas hytte.

Hytten var et kapitel for sig. Den lå midt i en hyttekoloni i Göteborgs udkant i et helt imponerende træningsområde med kondibaner, skov terræn og lysløjper. Området var stillet til rådighed af Göteborg kommune, og samtlige større idrætsklubber i byen havde hver sin hytte med bad og sauna etc. Udgifterne bestod i ikke ret meget andet end arbejdskraften ved opførelse af hytterne. Der var noget for Viborg kommunes kulturudvalg at kigge på.

Selve Løbet: Efter sigende ca. 2.000 deltagere, heraf 15 jyder. Dannebrog var hejst til ære for os. Så vidt jeg ved, gennemførte vi alle vore løb inden for max. -tiden. Men vores placeringer lå i den skyggefulde halvdel, hvilket vist ikke kom bag på mange af os.

Det er simpelt hen sværere terræn end vort hjemlige. For mig selv var det første gang i Sverige, så jeg tog det roligt. Man må orientere efter andre principper end herhjemme. Først og fremmest fordi stier er en sjældenhed, men også fordi der ikke er tætheder på de svenske kort. Jeg valgte f.eks. et sted at følge en bæk ca. 400 m. Det viste sig at være en ren jungle af tæthed 3. Så står man der uden mulighed for at se på kortet, hvor der er størst chance for at slippe ud af junglen igen.

I stedet for må man affinde sig med at benytte kurver samt bevoksede moser som de vigtigste holdepunkter. De fleste moser skiller sig ret skarpt ud fra omgivelserne (og hvis man ikke får øje på dem, så føler man dem).

Det var svær orientering for mig. Jeg tabte tråden to gange og måtte spørge forbipasserende, om jeg stadig var i Sverige. Men dejligt terræn var det og orienteringsmæssigt en eksamen.

Majornas IK fortjener ros for et udmærket arrangement. 2.000 løbere i skoven forudsætter en hel del arbejde mener jeg at huske fra i sommer. Det hele forløb perfekt. En enkelt ting, jeg fandt påfaldende, var det tilsyneladende gode samarbejde med jægerne deroppe: Før stævnet søndag morgen havde 25 jægere gennemgået skoven og drevet vildtet ind i naboområderne for at forebygge “vildt-stress”. Der var fred og fordragelig stemning. (At det alligevel lykkedes Sven-Gerner at opstøve en elgtyr og jage den til Finland, må vi gå ud fra, at de bærer over med derovre).

Hjemturen forløb uden problemer eller søsyge. En fin tur med fælles oksefilet på skibet.

Tak til Åge Pedersen og Majornas for exemplarisk modtagelse. Muligheden for at låne hytten til en skitur blev ikke afvist af Åge P.

Og tak til Jens Jørgen for initiativ og arrangement.

Søren Elkjær.