Adresse: Skivevej 93, 8800 Viborg
CVR nummer: 29650306

Svaret er, at det er svært. Derfor undersøgte vi også løbskalenderen for o-løb, da vi skulle på familiebesøg i Berlin i den første weekend i maj 2019. Vi har gjort det før, og vi gør det nok igen. Det at løbe orienteringsløb i udlandet adskiller sig ikke meget fra o-løb i Danmark. Det viste sig, at der var Berlinmesterskab i sprint i Oranienburg lørdag den 4. maj 2019.

Det er en anden måde at være turister på. Man kommer ud i områder af byerne, som vi nok ikke var kommet, hvis ikke lige der havde været et orienteringsløb. Løbet foregik i en forstad til Berlin – Oranienburg. Togplanerne blev studeret og sammenlignet. Første start var kl. 10.02. Først tog vi med sporvognen, og herefter regionaltoget. I Oranienburg skulle vi gå ca. 1,5 km til en sportshal, der lå lige op ad slottet og slotsparken. På vejen skulle vi krydse floden Havel og så en lille slotshavn. Et rigtig fint sted. Stævnepladsen var inde i sportshallen – Heldigvis, for det var hundekoldt udenfor. I hallen havde de både stævnekontor og en lille kiosk (som vi kender det i Danmark). Der var 2 løb med henholdsvis 1.200 m og 700 m til start. Første løb foregik i et parklignende område med beboelsesejendomme, legepladser og parkeringspladser og sidst på turen rundt om slottet og med opløb langs sportspladsen.

Andet løb begyndte kl. 14 og foregik i slotsparken, som jo ellers var lukket af med et højt hegn. Der var adgang til parken for alle, hvis man betalte entré. Turen til start gik rundt om parken igennem et beboelsesområde og nogle kolonihaver. Starttrekanten stod i en åben låge, som kun var låst op for løbere. Et fint lille løb som gik på kryds og tværs i slotsparken. Først i et område med små områder med “hvid skov” og sidst på løbet i den fine del af haven, med små labyrinter, haver og drivhuse. En rigtig fin sprint, hvor det bare handlede om at løbe hurtig, hvilket jo ikke er min stærkeste side. Der var elektronisk resultatformidling i sportshallen, så vi kunne jo følge med i resultatet hele tiden. En placering som nr. 7 ud af 14 var ok for mit vedkommende. Jeg fik alle posterne i modsætning til de andre 2 danskere, der deltog (Stig var den ene).

Herefter gik turen tilbage til Berlins centrum, hvor vi fortsatte med at lege turister sammen med vores unge mennesker. De kunne vise os de små spisesteder, som man ikke lige finder som turist. Bl.a. spiste vi i et gammelt hus, som blev brugt som dansested. Dvs. at der var danseundervisning mens vi spiste vores aftensmad. Inden vi gik derfra, var stedet fyldt med festklædte mennesker, der skulle til bal.

Det kan klart anbefales at finde sprintløb, når de kommer rundt i verden.

Løb i udlandet kan findes mange forskellige steder. F.eks. http://cal.worldofo.com/ , hvor store stævner ofte kan findes. Et mindre sprintløb i Berlin findes via landets orienteringsforbund. Google kan finde det for dig.

Viborg Orienteringsklub deltog med 11 af klubbens medlemmer og det blev en rigtig fin melajehøst. 4 medaljer. 2 af guld og 2 af bronze.

Stævnet var arrangeret af OK Gorm og blev gennemført i Grindsted bymidte. Stævnepladsen var på byens gymnasium. Se billder fra stævnet nederst på siden. Kig på O-Track, hvis du vil se banerne og løbernes vejvalg.

Viborg OK

Tid

Tid efter vinder i klassen

D55             10.        Helle Nikkel

17:37

+3:35

D60             5.           Grethe Anæus

13:40

+1:18

D60             12.        Birgitte Bach

17:53

+5:31

D65             1.           Pia Gade

15:48

 

H35             4.          Anders Byrdal

15:19

+1:40

H60             1.            Jess Rasmussen

13:23

 

H60             14.          Svend Erik Skovsgaard

20:38

+7:15

H65             3.          Stig Barrett

14:29

+0:45

H65             5.          Keld Gade

15:30

+1:46

H70             3.           Søren Elkjær

12:19

+1:02

H70             10.          Steen Frandsen

13:22

+2:05

I weekenden den 26. – 27. august var vi 11 løbere fra VO Göteborg for at deltage i et internationalt O-stævne arrangeret af Majornas IK.

Deltagerne var Claus, Thomas, Henrik, Lars, Anders, Kristian, Jens Jørgen, Ib, Preben, Sven-Gerner og undertegnede. Der var mange spændende ting i den tur, og jeg skal prøve at nævne nogle få af dem.

Sejlturen med de ellers så godmodige Sessan-både forløb lidt anderledes, end de fleste af os havde forestillet sig.
Der var ingen bekymringer, mens vi stod i dugfriske Frederikshavn i solskin og blid nordlig brise. Vi startede overmodigt med det store, svenske morgenkaffe-bord, hvor Claus efter sigende klarede 6 belagte rundstykker og 4 almindelige rundtommer med syltetøj.

En halv time senere havde han og en del af os andre afleveret det hele til Sessan-linjen igen. Ingen vidste præcist hvorfor, men Kattegat var simpelthen i oprør, sådan at porcelænet raslede ned fra borde og hylder med den velkendte lyd.
De næste to timer husker jeg ikke så forfærdelig meget af, udover, at jeg sad på min flade og stirrede urokkeligt på Anholt, d.v.s. den mindst synlige plet på det danmarkskort, som hang på væggen overfor mig. Mine indre forbundne kar stod i helt forkert balance. Ved siden af mig sad en herre – kridhvid i ansigtet – og stirrede lige så urokkeligt på Læsø. Han fortalte nogle ubehagelige historier om et toiletbesøg, han havde haft fornyelig, hvor skibs kloakken, i gulvet, blev ved med at sende skvulpende portioner op om benene på ham. Ulækkert, ulækkert. Han mumlede noget om, at han var formand for en o-klub i Midtjylland og skulle til Göteborg og løbe o-løb, – men hvad angik det overhovedet mig? Jeg interesserede mig kun for Anholt lige der foran.

Nå, vi overlevede. Og vores modtagelse i Sverige var fornem: På kajen stod Åge Pedersen og hans søn og bød os velkommen. De var hele weekenden nogle meget flinke værter for os. Bl.a. havde sønnen lavet træningsløb til os, og Åge Pedersen havde sørget for indkvartering i Majornas hytte.

Hytten var et kapitel for sig. Den lå midt i en hyttekoloni i Göteborgs udkant i et helt imponerende træningsområde med kondibaner, skov terræn og lysløjper. Området var stillet til rådighed af Göteborg kommune, og samtlige større idrætsklubber i byen havde hver sin hytte med bad og sauna etc. Udgifterne bestod i ikke ret meget andet end arbejdskraften ved opførelse af hytterne. Der var noget for Viborg kommunes kulturudvalg at kigge på.

Selve Løbet: Efter sigende ca. 2.000 deltagere, heraf 15 jyder. Dannebrog var hejst til ære for os. Så vidt jeg ved, gennemførte vi alle vore løb inden for max. -tiden. Men vores placeringer lå i den skyggefulde halvdel, hvilket vist ikke kom bag på mange af os.

Det er simpelt hen sværere terræn end vort hjemlige. For mig selv var det første gang i Sverige, så jeg tog det roligt. Man må orientere efter andre principper end herhjemme. Først og fremmest fordi stier er en sjældenhed, men også fordi der ikke er tætheder på de svenske kort. Jeg valgte f.eks. et sted at følge en bæk ca. 400 m. Det viste sig at være en ren jungle af tæthed 3. Så står man der uden mulighed for at se på kortet, hvor der er størst chance for at slippe ud af junglen igen.

I stedet for må man affinde sig med at benytte kurver samt bevoksede moser som de vigtigste holdepunkter. De fleste moser skiller sig ret skarpt ud fra omgivelserne (og hvis man ikke får øje på dem, så føler man dem).

Det var svær orientering for mig. Jeg tabte tråden to gange og måtte spørge forbipasserende, om jeg stadig var i Sverige. Men dejligt terræn var det og orienteringsmæssigt en eksamen.

Majornas IK fortjener ros for et udmærket arrangement. 2.000 løbere i skoven forudsætter en hel del arbejde mener jeg at huske fra i sommer. Det hele forløb perfekt. En enkelt ting, jeg fandt påfaldende, var det tilsyneladende gode samarbejde med jægerne deroppe: Før stævnet søndag morgen havde 25 jægere gennemgået skoven og drevet vildtet ind i naboområderne for at forebygge “vildt-stress”. Der var fred og fordragelig stemning. (At det alligevel lykkedes Sven-Gerner at opstøve en elgtyr og jage den til Finland, må vi gå ud fra, at de bærer over med derovre).

Hjemturen forløb uden problemer eller søsyge. En fin tur med fælles oksefilet på skibet.

Tak til Åge Pedersen og Majornas for exemplarisk modtagelse. Muligheden for at låne hytten til en skitur blev ikke afvist af Åge P.

Og tak til Jens Jørgen for initiativ og arrangement.

Søren Elkjær.

I virkeligheden starter denne refleksion med et deja-vu jeg havde på 2. dagen af Påskeløbet. Da Svend Erik og jeg var helt nye i ”gamet” var vi i Stråsø. Vi var startet i april 2006 og kun ikke hurtigt nok få lov at prøve rigtige løb, så vi tog til Vestjysk 2-dages i Stråsø for at prøve en bane. Brikker og startprocedurer kendte vi ikke meget til, men vi så Mette og Leif i Viborg klubtøj, og de gelejdede os på vej. I mange år kunne jeg i tankerne gennemløbe den mellemsvære bane, som blev min ilddåb den dag i Stråsø.

Og så var det, at jeg syntes, at jeg var lige der på det samme sted på 2. dagen i år.

Jeg måtte hjem og lede i gamle kort.

Jeg har i år slet ikke været der, hvor jeg huskede, men det lignede.

Der er sket rigtig meget på kortene over Vosborg- Stråsø områderne de sidste 10-12 år, både på kort og i virkeligheden, men det, der slog mig allermest, da jeg genså de gamle kort og baner, var – hvor er jeg dog blevet pivet.

Efter 2. etape fredag sidder flokken i sommerhuset og underholder om de rædselsfulde poster, de havde skullet finde i et rædselsfuldt terræn. Den der hede med masser af indlandsklitter overgroet med enebær og forknoklet fyr.

Da jeg så får jagtstartskortet i hånden og ser, at jeg skal have halvdelen af mine poster i indlandsklitter og deraf halvdelen ude i de bevoksede, udefinerbare, uigennemskuelige lavninger og punkthøje, er jeg lige ved at gå hjem med det samme.

Nå. Jeg finder post 1, 2 og 3 og de, der gider, kan jo følge med på O-Track D60. Der kan jeg så også se, at min ide til at finde post 4 er god nok, men jeg bliver ”pivet” og skræmt, da jeg ikke lige ser postskærmen omme bag punkthøjen. Hvorfor stoler jeg ikke på mig selv, men begynder at flakke rundt?

På vej til post 5 bliver det jo ikke bedre. God ide, god kurs, men ikke styr på afstanden og så begynder den der søgen rundt på må og få, for at få styr på, hvor jeg er.

Jeg ved ikke, om man bliver mere ”pivet” med alderen, men mine spor ser ud, som om jeg gerne vil det helt sikre.

Jeg ved heller ikke, om man bliver mere modig af at se sine spor på O-Track, men jeg kan se, at jeg bør stole mere på de ”kølige” overvejelser, jeg når at lave, inden jeg bliver stresset over, at det er svært og så gå efter dem.

Og så er det jo i øvrigt en fantastisk sport i solskin og med skøn stemning på stævnepladsen, så tak for endnu et godt Påskeløb.

/Birgitte

For 10 år siden skrev jeg/vi på hjemmesiden om en tur til Fussingø Skov. Nu var vi der så igen i april måned. Skovbunden var oversåe med Anemoner præcis som for 10 år siden. Men denne gang regnede det hele vejen rundt. Skoven var fyldt med fældede bøgtræer, hvor kun stammerne var fjernet, så det var lidt udfordrende. Men en dejlig reservetur for det aflyste træningsløb i Finderup Øvelsesterræn.

Solen skinnede fra en skyfri himmel og der var forår, ja næsten sommer i luften. Vi havde set årets første svaler på vej til Fusingø. Ingen, hverken Helle eller jeg, havde været i Randers Orienteringsklubs klubhus før og heller ikke i Fusingø Skov.
Skoven var ualmindeligt dejlig. Meget løvskov, bøg og med en hel del slugter. Skovbunden var oversået med anemoner og bøgen var spæd lysegrøn. Fuglene sang og bøndernes maskiner kørte på fulde omdrejninger. Helt Morten Korck´s . Men vidunderligt var det.
Vi løb begge bane 1, der var 5,8 km. Ikke helt det samme vejvalg men dog, langt hen ad vejen det samme. Der var ingen rigtig svære postermen, det var fint som træningsløb. Ingen tidtagning, det har vi jo prøvet før. 

Vi brugte begge en god time på løbeturen.

Helle og Stig